Vælg sprog

  

Søgevejledning

Søgevejledning


En søgning udføres via søgefeltet på forsiden. De fleste oplysninger fra registerbladene, herunder fornavn, efternavn, fødested, fødselsdag, stillinger og adresser vil fremkomme ved en søgning i dette felt. Der kan skrives et eller flere søgeord i feltet. Tryk ”Søg”.

Hvis du vil søge efter en bestemt person, kan du vælge enten at søge på hele navnet eller for - og efternavn hver for sig. Hvis du fx søger på ”Hans Peter Hansen”, vil du få en liste over de registerblade, hvori dine søgeord optræder. Listen indeholder navn og fødested på hovedpersoner, ægtefæller og børn. Søgeresultatet angiver om personen optræder på bladet som hovedperson, ægtefælle eller barn. Du kan også søge på stilling og fødested.


Du kommer tilbage til dit oprindelige søgeresultat ved at klikke på ”Tilbage til seneste søgeresultat”.
 

 

Avanceret søgning

Avanceret søgning giver mulighed for at søge i alle felter. For hvert felt, du vil søge i, skal du trykke på ”Tilføj et søgefelt”. Søgefeltet er automatisk indstillet som fritekstsøgning, Fritekstfeltet giver dig mulighed for at søge i indholdet af alle felter på en gang. For at ændre det felt, du vil søge i, skal du klikke på feltvælgeren. Vælg derefter din betingelse, fx ”Indeholder”, ”Er lig med”, ”Slutter på” eller ”Starter med”. I det yderste felt kan du skrive selve søgekriteriet, fx ”Petersen”. Når din søgning er klar, kan du trykke på ”Optæl”. Antallet af registerblade som overholder de angivne søgekriterier fremsøges. Du kan også trykke direkte på ”Søg”, hvilket vil fremsøge listen af registerblade, der matcher din søgning. Hvis der fremkommer flere end 5.000 resultater, kan de ikke vises. Du må i så fald indsnævre din søgning ved fx at angive flere søgefelter eller ændre betingelserne. Her kan du med fordel bruge funktionen ”Prædefinerede søgninger”. Se nedenfor.

 

Du kan gemme din søgning ved at klikke på ”Gem søgning”. Du kan herefter finde den under ”Min side”.

 

Prædefinerede søgninger

Søgefunktionen ”Prædefinerede søgninger” under ”Avanceret søgning” giver dig mulighed for at lave en specifik personsøgning eller adressesøgning. Benytter du denne funktion fx ”Adressesøgning” vil du få fremvist en søgeskabelon med prædefinerede felter for ”Vejnavn”, ”Vejnummer” og ”Vejnummer bogstav”. Du behøver ikke at udfylde samtlige oplysninger i felterne for at søge. Du kan vælge at tilføje eller fjerne søgefelter efter behov.

 

 

Tips til søgning

 

Ingen eller for få resultater?

Det er som udgangspunkt en god ide ikke at være for specifik i din søgning. Ved at søge på færre oplysninger, fx kun efternavnet, får du godt nok flere hits, men det er bedre selv at udelukke nogle muligheder, end at du fravælger dem ved at begrænse din søgning. Hvis personen, du søger, har et almindeligt efternavn, kan du kombinere med forskellige oplysninger, fx fornavn, fødested og fødselsdato.'

 

Navne er indtastet i søgedatabasen, som de er anført på de originale registerblade. Det betyder, at navne kan være stavet på flere forskellige måder, fx Karl / Carl. Leder du efter en svensker med efternavnet ”Svensson”, kan det være, at vedkommende er registreret som ”Svendsen”. Har en person flere fornavne kan navnene også være byttet om i forhold til den rækkefølge, du mener, er den rigtige. Fx er personen ”Ellen Vilhelmine Louise Henriette Andersen” i registerbladene skrevet i rækkefølgen ”Ellen Vilhelmine Henryette Louise Andersen”. Bemærk desuden at mellemnavnet ”Henryette” i registerbladene er stavet med bogstavet ”i” og ikke ”y”.

 

Ved søgning på fødested skal du huske, at også denne oplysning er indtastet kildetro i forhold til de originale registerblade. Fx kan fødestedet ”Ondløse” være anført som ”Ondløse” eller ”Ondløse, Holbæk”. Bemærk at stavemåde ligeledes her kan variere. For at få begge resultater med i din søgning, skal du søge på fødested ”Indeholder” ”Ondløse”, og ikke fødested ”Er lig” med ”Ondløse”, da du i så fald ikke vil få resultatet på de personer, der er registreret med fødestedet ”Ondløse, Holbæk”.

 

For mange resultater?

Hvis du har fremsøgt for mange resultater, er det er en god idé at indsnævre din søgning. Det kan du blandt andet gøre ved at tilføje flere søgefelter og anføre de oplysninger, du ved i forvejen, fx fødselsdag, fødested eller adresse under ”Avanceret Søgning”.  Søg eventuelt på forskellige kombinerede oplysninger og begræns derved søgeresultaterne. Her kan du med fordel benytte søgefunktionen ”Prædefinerede søgninger”. Se ovenfor. 

 

Flere blade på en person

Flere af personerne, der er opført i Politiets registerblade, har flere blade, og oplysningerne på de forskellige blade er ikke altid ens. Det kan skyldes ukorrekte oplysninger. Det er derfor en god idé at se de forskellige søgeresultater grundigt igennem. Søgeresultaterne vises alfabetiske efter navn (Efternavn, Fornavn). Den samme person kan optræde flere steder, men ikke nødvendigvis altid lige efter hinanden.

 

Brug af wildcards

Som hjælp til din søgning findes der række ”wildcard”-tegn, du med fordel kan benytte. Procenttegnet ”%” anvendes som wildcard for nul eller flere tegn. Søger du fx efter en person der har to fornavne, hvoraf det sidste navn er "Jens", får du ved en søgning på navnet ”Jens” med et wildcard-tegn foran, dvs. ”%Jens”, navnene på alle de personer, der har et navn foran ”Jens”, fx ”Vilhelm-Jens”, men også de personer, der blot hedder ”Jens”. Hvis du vil bruge wildcards til at finde en person, der hedder noget både før og efter ”Jens”, skal din søgning se ud som følger ”%Jens%”.

Et andet wildcard-tegn er underscore-tegnet ”_”, der anvendes som wildcard for tegn generelt. Underscore-tegnet kan med fordel bruges, når du eksempelvis søger efter navne, hvor stavemåden kan være forskellig, fx Karl / Carl. I dette tilfælde skal formlen se sådan ud, når du søger: "_arl".

footer-logo

Københavns Stadsarkiv

Københavns Rådhus, 1599 Kbh.V
Tlf: 33 66 23 70  |  Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.   |  facebook